1994
Den første "Guldfirer" blev sat i foråret 1994 efter en udtagelsesproces, der havde varet hele efteråret og vinteren. Som en stærk letvægtsnation havde Danmark første og fremmest valgt at satse på letvægtsfireren frem mod OL 1996. For letvægtsherre er der kun to OL-bådtyper - nemlig fireren og dobbeltsculleren, og det viste sig da også, at vi ikke var den eneste nation, som havde fireren som første prioritet allerede på det tidspunkt. Til den første internationale regatta i Duisburg i Tyskland skulle vi for første gang møde de fleste af vores konkurrenter, som bestod adskillige tidligere verdensmestre fra både fireren og andre bådtyper. Vi valgte at ro vores eget optimale løb og ikke fokusere på konkurrenterne. Dette viste sig en god taktik, da vi vandt foran den daværende verdenselite og slog verdensrekorden. Sejren i dette løb og verdensrekorden var samtidig grundlaget for vores seriøse målsætning om at blive verdensmestre og på lang sigt at vinde OL-Guld.
Vores daværende træner tvivlede på det tidspunkt stadig på holdsammensætningen, men vi blev fredet op mod OL, da vi samme år vandt en forrygende sejr i Indianapolis, USA med et benhårdt udlæg, hvor vi havde over to længder ned til feltet efter 750m.
1995
Sæsonen var præget af stor seriøsitet som også resulterede i at vi tog endnu et sekund af vores 2000m-rekord til en af sæsonens regattaer i Paris. Vi var regerende verdensmestre og så os selv som sådan og vi glemte i en vis grad at arbejde ud fra i det niveau, vi havde. Dette gik ud over glæden ved at måle os mod andre i den daglige træning og tage udgangspunkt derfra. Til VM blev det til sølv og vi fik den vigtige forhåndsudtagelse til OL.
1996
Sølvmedaljen fra året før og bevidstheden om denne sæson var den vigtigste, gav os en enorm motivation. Vi trænede mere og hårdere end nogensinde, vi havde fokus og vidste hvad vi ville. Vi vandt alle vores løb og slog de italienske verdensmestrene flere gange i løbet af sæsonen. Den sidste afgørende motivation kom, da vi i et amerikansk blad firer uger inden OL, så os selv seedet som 3´er efter Canada og USA. Kampen blev også hård mellem disse hold, da vi i OL-finalen var en længde efter canadierne ved 1500m-mærket og første på de sidste 100 meter gik forbi og tog OL-guldet.
1997-1999
Efter OL-sæsonen stoppede Niels Laulund. Det var på det tidspunkt ikke svært at finde en afløser. Der var én mand, som havde niveauet og det var Thomas Ebert. Efter en tilpasningsperiode, hvor de tre gamle blandt andet skulle acceptere, at Thomas Ebert, til trods for at han skulle udfylde samme rolle som Niels Laulund, roede og var en anden person. Efter denne accept af at vi nu var et nyt hold med nye styrker og svagheder, roede vi helt frem til VM 1999 og vandt alle vores løb i letvægtsfirer uden. 1999 var samtidig året hvor vi i et indledende løb i Luzern, Schweiz, i en kraftig medvind satte den nuværende verdensrekord på 5:45,60 min.
2000
OL-sæsonen var igen den vigtigste sæson og i de sene vintermåneder og foråret var vi rigtig godt roende og følte helt klar OL-guldet ligge inden for rækkevidde. En knæskade hos teknisk stærke Thomas Poulsen skulle vise sig at sætte os godt tilbage. Skaden viste sig så slem, at vi til sidst måtte skifte ud. Efter en kort og hård udtagelsesproces med 5 mand, blev den fysisk stærke Søren Madsen sat på holdet på Thomas Poulsens plads. Vi manglede Thomas Poulsens tekniske ekspertise og havde store udfordringer med at få holdet helt op på samme niveau, som tidligere tider. Men bevidstheden om, at det var det vigtigste mål, der ventede forude og at vi stadig havde 2 måneder til at arbejde med tingene, gav resultatet i den sidste ende. Efter historiens dårligste løb i indledende heat blev vi bedre og bedre og til finalen roede næsten over evne og fik bronzemedaljen 27/100 sek. foran Italienerne.
2001
Efter OL i Sydney valgte Victor Feddersen at stoppe sin karriere, men holdet var ikke svækket, idet Thomas Poulsen var tilbage på holdet og formåede at bringe holdet op på et niveau, hvor vi vandt de første World Cup løb i Princeton, USA. På andenpladsen over 3 sek. efter fandt vi de Olympiske mestre fra Frankrig. Thomas Poulsen fik endnu en skade - i armen denne gang - og dette blev ligeledes punktummet for hans karriere. Guldfireren fortsatte dog ufortrødent, idet vi fik unge Thor Kristensen på holdet, som hurtigt fik øget træningsmængden og hurtigt faldt til på holdet. På det tidspunkt var vi hurtige ned over banen, men de sidste 500m var ikke altid vores. Til VM måtte vi efter at have ført helt op til 1500m, se os slået af Østrig i mål.
2002
Vi havde en god forårssæson, men vi måtte endnu en gang lade sig stække, da Søren Madsen i 11´te time, fik problemer med sin ryg. Så sent som 2½ uge før VM kom Stephan Mølvig på holdet. Vi havde allerede roet et par løb med Stephan og det viste sig, at han udgjorde en fantastisk reserve og samtidig med at Søren aldrig helt kom sig med sin rygskade, blev Stephan fast mand på holdet. Det viste sig, at vi blev mestre i "at lægge fra land" med Stephan Mølvig på holdet og vænnede os hurtigt til at sidde og kigge bagud på konkurrenterne allerede efter 500m. Dette var dog ikke nogen garanti for også at ligge foran i mål, men til VM i Sevilla holdt vi hele vejen hjem og vandt med ca. 2 sek.
2003
Med Stephan på holdet roede vi bedre jo højere tempo vi kom op i, men havde også en del tekniske problemer i de lave tempi. Kaproning foregår heldigvis i højt tempo og VM blev vundet med lige så stor margin, som året før og OL-sæson startede i Guldfirerens Favør.
2004
Træningen foregår 90 % af tiden i de lavere tempi og de tekniske problemer begyndte at fylde meget og skille os ad. Det påvirkede vores motivation og lyst til ville give os 100 % for holdet. Da de tekniske problemer fulgte med op i kaproningstempo, valgte Bent Jensen, at skifte Stephan Mølvig ud med Bo Helleberg, der var forsvarende verdensmester i letvægtstoer. Taktikken fra Bent Jensens side var klar; hvis vi klarede os godt med Bo Helleberg på holdet, ville dette blive holdet. Hvis ikke, ville Stephan komme på igen. Bo gav båden en fantastisk rytme og fart i de lave tempi, men hans rostil passede ikke til det, som sad på rymarven af de tre andre, når der blev roet kaproning. I mellemtiden havde Stephan Mølvig roet toer med Bo´s tidligere VM makker, Mads Kruse-Andersen, og igen fundet sin mest effektive rostil frem. Han blev derfor genindsat på fireren og nu var alle mand klar over, at der ikke var noget alternativ til holdet og vi skulle få det til at fungere, hvis vi ville vinde. Stephan startede dog sin genindsættelse på fireren med fjorten dages sygdom, som resultaterne, hvilket de efterfølgende regattaer i Luzern og Amsterdam bar præg af. Vi kunne dog mærke den positive udvikling og i VM-træningslejren roede vi stærkere end nogensinde. Følelsen var, at vi roede stærkere end tidligere, men også at der skulle langt mindre til før det faldt fra hinanden.
Vi gik derfor ud til OL-finalen med følelsen: vi kan gøre det, hvis vi lever op til vores bedste, men udfordringen om at leve op til vores bedste er langt større end tidligere. Det lykkedes for os. Vi førte fra start og selv om de nærmeste konkurrenter kom op på siden ved 1500m, lavede vi holdets bedste slutspurt og trak fra de sidste 500m.
2005-2006
Eskild Ebbesen havde meldt klart ud, at han stoppede efter OL og i løbet af vintersæsonen valgte Stephan Mølvig også at stoppe på landsholdet. Thomas Ebert ville afslutte sin rokarriere i letvægtstoer sammen med den samme person som han startede med, Bo Helleberg, og gå efter endnu et VM. Yngste mand Thor Kristensen ville fortsætte, men med de resterende personer lykkes det ikke at lave en stærk firer.
2007
En startende tradition med tirsdagsroning for de gamle guldfireroere medførte at minderne og drømmen om igen at ligge til start ved de internationale kaproninger blev opblusset. Stephan Mølvig, Bo Helleberg og Eskild Ebbesen valgte efter nogen tids overvejelse at starte igen. Med den dobbelte verdensmester i letvægtstoer Mads Kruse-Andersen sammen med Bo Helleberg, virkede bruttogruppen omkring fireren stærk og håbet om endnu en OL-guldmedalje virkede ikke urealistisk. Stephan Mølvig trak sig imidlertid fra truppen og udsigterne blev kraftigt svækket. Mads, Bo og Eskild blev sammen med den unge Morten Jørgensen udtaget til holdet og med en fantastisk udvikling af sin fysik gennem vinteren og teknik gennem foråret hos Morten vendte troen på endnu et OL-guld tilbage.
2008
