Første tur i Portugal - Aviz

Mar 26, 2010

Efter en lang vinter i romaskinen er det endelig blevet tid til at komme på vandet. Vores første opgave er at prøve en helt ny bådform som bådproducenten Empacher har bygget til os.

Så kom vi endelig ned til vores efterhånden meget velkendte træningscenter i Portugal - og det har vi glædet os til! Udover et par ture i Odense kanal for 2 uger siden har vi ikke været på vandet siden starten af december.

Normalt plejer det at være mellem 15-20 grader hernede på dette tidspunkt og ofte er det krydret med en del sol. Vi har også glædet os til at prøve den nye båd som er ca. 0,5 meter kortere end den ”gamle” båd og noget dybere og meget smallere.

Den første tur i båden føltes udmærket taget det hårde blæsevejr og den lange tid i romaskinen i betragtning. Vi havde nået at indstille de fleste ting hjemmefra så det var egentlig bare at lægge den i vandet og så ellers bare få roet en masse kilometer.

Formiddagsturen blev til en omgang steady state med nogle tag i bane tempo for at det kunne give os en fornemmelse af hvilket potentiale båden besidder. Desværre var vejrguderne ikke helt med os da det blæste 8-10m/s og bølgerne derfor var temmelig store. Men på trods af disse ”udfordringer” så synes vi helt bestemt at båden plus mandskab kan komme til at ro rigtig stærkt når vi ”rammer” den rigtig.

Om eftermiddagen stod programmet på 2 x 28min med lidt tempostigninger. Vejret var blevet en smule bedre og vi kunne efterhånden finde nogle af de gode takter vi havde fra sidste udendørssæson. Udover ømme hænder og lidt træthed efter 20km’s program så er vi alle klar til at klø på og få så mange gode kilometer som overhovedet mulig hernede i Aviz. På onsdag står den på 6km som er lidt af en tradition på træningslejrene her i foråret. Opdatering følger.

Sponsor

Hovedsponsor Topdanmark

Samarbejdspartnere

David K


Holdet

Kontakt

Guldfireren
Skovalleen 40
2880 Bagsværd‎
Email: guldfireren@gmail.com

Bliv fan på Facebook

Follow guldfireren on Twitter