Guldfireren tæt på samlet world cup-triumf

Jun 24, 2009

Efter to flotte sejre i sæsonens to første world cup konkurrencer i Banyoles og München, er den danske letvægsfirer, Guldfireren, tæt på at tage den samlede world cup. Inden finalen i Luzern fra den 9.-12. juli er det tyske hold nærmeste forfølgere, da de ved begge konkurrencer tog andenpladsen efter Danmark.

Dermed fører den danske letvægtsfirer med 16 point mod tyskernes 12, og danskerne kan nøjes med en bronzemedalje for at tage den samlede world cup i år.

Sidste gang den danske letvægtsfirer vandt den samlede world cup var i 2003, da Thomas Ebert, Eskild Ebbesen, Stephan Mølvig og Thor Kristensen sad på båden. I øvrigt den konstellation, der året efter vandt OL-guld i Athen.


Feltets bedste spurt

Dengang vandt Italien den første world cup, danskerne tog den næste og de tog den samlede world cup med en tredjeplads i den sidste world cup.

"Vi skal nok 10 år tilbage til 1999, for at finde en letvægtsfirer, der vandt alle tre world cups. Det er rigtig flot, hvad de har præsteret på fireren allerede, og deres topfart er så meget højere end de andre både, at deres spurt kan afgøre tætte løb til Danmarks fordel. De ved, at deres spurt er den bedste, og de har så meget tillid til hinanden, og de er enige om, at alle mand leverer alt, hvad de kan," siger sportschef i DFfR Lars Christensen.

Ifølge sportschefen er det en kombination af hårdt arbejde, dygtigere roere og træner og så den prestige, der er i at sidde på letvægtsfireren i Danmark, der har givet den flotte sæsonstart.

"Der er så meget prestige i at komme på det hold, at roerne ved, de skal træne hårdt. Bent Fransson er god til at se mulighederne i holdet og få roerne til at yde det optimale. Han er god til at motivere dem og stille krav til dem. Roerne har trænet hårdt hele vinteren, der har ikke været slinger i valsen og de møder samlet op til træningen hver gang. Det giver output nu, og samtidig giver det også gode perspektiver de kommende år, fordi alle roere ved, at man kan nå langt ved at træne hårdt," siger sportschefen.

Går efter 3. guld

Selv om bronze er nok i Luzern, vil roerne gøre alt hvad de kan, for fortsat at leve op til navnet: Guldfireren.

"De går efter at vinde, det er der ingen tvivl om. I finalen i Luzern dukker der nok flere hold op, fordi det ligger tæt på VM, så jeg tror det bliver et stærkt felt, men jeg tror også på, at de kan vinde. Og hvad mere vigtigt er – roerne tror selv på det," siger Lars Christensen.

"Vi vil alle fire det her rigtig meget og vi satser på det her sammen. Der er nok ingen, der havde regnet med, at vi ville finde hinanden så hurtigt, ikke engang os selv. Vi prøver at føre firerens ånd videre, men på vores egen måde. Det har været lidt overraskende, at vi har vundet de to world cups, men det er fedt og giver blod på tanden fredadrettet," siger Morten Jørgensen.

 

Af Brian Martin Rasmussen - pressechef, DRC

Sponsor

Hovedsponsor Topdanmark

Samarbejdspartnere

David K


Holdet

Kontakt

Guldfireren
Skovalleen 40
2880 Bagsværd‎
Email: guldfireren@gmail.com

Bliv fan på Facebook

Follow guldfireren on Twitter