Distancer: 3x 1000m
Man må sige at de sidste par dage har stået i kaproningens tegn. På grund af udsigt til mere vind mandag end godt er, blev mandagens distancer rykket 24 timer frem.
Efter gårsdagens 6km var tiden kommet til 3x1000m. 1000m er som regel lig med højt tempo og spurt fra start til slut, en herlig intensiv oplevelse.
Denne form for distancer plejer altid at passe godt til vores fysik og temperament, men med en hård 6 kilometer i benene er det altid spændende, hvorvidt man er i stand til at holde sammen på teknikken og holde farten oppe når trætheden og syren øver sin indflydelse.
Det var de samme trofaste modstandere, der skulle dystes mod på dagens distancer: Den lette dobbeltfirer og den anden letvægtsfirer på centeret. Vejrforholdene bød på høj sol, som vi efterhånden er vant til hernede, men vinden var relativt kraftig og blæsende fra siden. Sidevind er aldrig ønskeligt i en robåd, men konkurrence-roning kan også foregår under sådanne forhold, så det er altid meget godt at få det trænet.
Starten gik og vi fik fyret en god start afsted med tempoet godt over de 50 det første lange stykke tid. Vi fik lagt god afstand til de andre både med denne start og kunne tage en overbevisende sejr på den første distance. Et godkendt resultat, men rytmen lidt for tung.
På næste distance kom vi ikke helt så godt fra start, rytme og teknik var heller ikke helt så skarp, som vi kræver og forventer af os selv. Så sejren måtte der kæmpes lidt mere for end, hvad vi kunne have ønsket.
Den afsluttende distance indebærer altid, at man skal presse alt ud af sig selv, og få afsluttet seancen så hurtigt som muligt. Med andre ord er det fuld gas, og mere til, hele vejen.
Vi fik en godkendt start, og formåede at fastholde fokus på de tekniske detaljer vi arbejder med selvom intensitet og træthed var stor. Det er meget positivt, at vi ikke 'falder' fra hinanden når presset er stort, og forhåbentlig er det ensbetydende med, at de detaljer vi arbejder med begynder at sidde lidt mere på rygraden.
Derfor en godkendt indsats med tre sejre og endnu lidt erfaring rigere.


