Sølv til world cup III i Luzern

Jul 14, 2010

Ved weekendens world cup i Luzern havde vi muligheden for at genvinde den samlede world cup, som vi vandt i 2009 med sejre i alle world cup løbene. I år havde vi med Lasse Dittmanns hjælp og en anden plads i München muligheden for selv at afgøre det. Storbritannien havde inden regattaen samme antal point som os, så det bedst placerede hold af os og dem ville vinde den samlede world cup. Og vi gik selvfølgelig efter at vinde.

Indledende og kvartfinale – 26 hold til start.

Fredagen, ved årets tredje og sidste World-Cup stævne i Luzern, bød både på indledende løb og kvartfinaler da hele 26 hold var til start i Schweiz. Fredagen var derfor noget anderledes end normalt, da vi skulle i ilden både middag og aften.

I middagens indledende løb havde vi trukket: Sydafrika, Tyrkiet, Østrig og Indonesien – på papiret et overkommeligt løb, som skulle vindes for at opnå den bedst mulige seedning til kvartfinalen. Vi vandt da også løbet med ca. 4 sekunder ned til Østrig, men som så mange gange før, så var det ikke helt uden problemer.

Vi har ofte til World-Cup stævnerne haft en dårlig vane med at lægge dårligt ud og ikke finde den rytme og fart vi ved vi har. Selvom vi vandt, fungerede vores punkter ned over banen ikke som planlagt, og det skulle der rettes op på til kvartfinalen senere på dagen.

Den voldsomt tryggende varme og luftfugtighed gjorde det bestemt heller ikke lettere og sjovere at ro disse to løb på samme dag. Hjemme på hotellet havde Christian og Kasper ikke fået et værelse med aircondition og i pausen med temperaturer omkring 34-35 grader Celsius fra en skyfri himmel, havde det bevirket, at de ikke kunne slappe ordentligt af. Derfor blev de også flyttet til et værelse med aircondition senere på aftenen.

I aftenens kvartfinale var lodtrækningen faldet sådan ud at vi havde fået: Holland, Australien, USA, Canada, Kina – alle stærke ro-nationer. For at gå til semi-finalen skulle vi minimum blive nr. 3 og igen var der ingen tvivl – vi skulle videre og vi skulle vinde.

Vi går ud til hvert løb for at vinde, og derfor var vi bestemt heller ikke tilfredse da vi blevet slået med 32/100 af et sekund af Holland i kvartfinalen. Alligevel havde vi dog fået rettet nogle ting og teknikken hang bedre sammen end i formiddagens indledende løb, så vi nu var klar til semi-finalen, som skulle vise sig at blive rigtig tæt.

Semifinale

Efter fredagens to løb skulle vi lørdag igen ud at kæmpe både mod konkurrenterne og den hedebølge, der havde ramt Schweiz.

Dagens semifinale bød på modstand fra Tjekkiet, Frankrig, Schweiz, Storbritannien og Australien, allesammen gode hold med evnen til at presse os hele vejen.

Starten gik, og vi kom ok afsted som de første til 500m, men vores sædvanlige problem med at holde konkurrenterne stangen efter 500m indtraf. Så ved 1000m var vi faldet lidt tilbage i flokken og fokus blev rettet mod at få farten tilbage i båden så vi stadigvæk havde kontakt og dermed kunne åbne spurten med den bedst mulige position. Det lykkedes til dels, men Storbritannien havde fået for lang snor og det lykkedes dem at knibe sig over målstregen foran os. Dog var vi fortrøstningsfulde, da vi mente at farten kunne øges betragteligt med et veludført løb fra start til slut fra vores side.

Udover Storbritannien tog vi Schweiz med til finalen, tjekkerne som tog bronze ved world cuppen i München måtte tage til takke med en B-finale. Konkurrencen ved dette års Luzern-regatta har været særdeles hård.

I den anden semifinale vandt Italien over Serbien og den stærkt sprintende hollandske båd på trediepladsen foran vores gamle rivaler fra Tyskland, som dermed også må tage til takke med en B-finale.

Med kvalifikationen til finalen er målet om world cup guld stadigvæk inden for rækkevidde, men det kommer til at blive et utroligt tæt udskilningsløb, hvor alle 6 finalebåde har chancen for at snuppe førstepladsen.

Finale

Luzern var blevet ramt af et voldsomt tordenvejr natten til søndag og da vi lå klar til start var bane numre og sigtelinje blæst ned, som et tydeligt tegn på uvejrets rasen. Men som vi lå klar i startblokken var vejret varmt og med stort set ingen vind.

Vi havde fået bane to, og havde Italien på vores venstre side og Schweiz på vores højre side. Op til finale løbet havde vi roet bedre og bedre løb, så vi var sat helt op til at vise at vi er den bedste letvægtsfirer, men vi vidste også at der var ting vi skulle have styr på hvis vi skulle hold de andre både bag os.

De første og de sidste 500 meter har gennem hele sæsonen vist sig som vores store force og de andre hold er helt sikkert også bevidste om det. Derfor har vi arbejdet meget med hvordan vi holder farten på de midsterste 1000 meter, men da vi kom ud over de første 500 meter i finalen som førende båd begynder de andre både i særdelshed Schweiz og Italien at hente os og da vi når ned til 500 meter før mål ligger vi på en fjerde plads,side om side med Serbien, da Storbritannien også er gået forbi.

De sidste 500 meter giver vi den alt hvad vi har og presser båden forbi, først Schweiz og så Italien og indleder jagten på briterne, som vi også henter. Men vi henter dem lige før målstregen og da bådene ændrer ganske markant fart gennem rotaget skyder briternes spids sig lige nøjagtigt op foran vores netop som målstregen kommer og vi taber med 0.07 sekunder.

Skuffelsen hos os er stor, men vi må nok erkende at vi lige nu ikke er i stand til at få det meste ud af vores energi på de midterste tusind meter, så det er vores teknik og rytme i bane tempo der skal forbedres inden vi når EM og VM, som er de to sidste sæson mål.

Foto: Brian Martin Rasmussen, roning.dk

Sponsor

Hovedsponsor Topdanmark

Samarbejdspartnere

David K


Holdet

Kontakt

Guldfireren
Skovalleen 40
2880 Bagsværd‎
Email: guldfireren@gmail.com

Bliv fan på Facebook

Follow guldfireren on Twitter